Storofsen 1789

En sandfærdig Beretning om den usædvanlige Vandflod og Jordskred som foraarsagedes deels af en stærk Tæle i Jorden, og deels af en overflødig Regn, som nedfaldt samme Tid, hvilket indtraf i Aaret efter Christi Fødsel 1789 den 22de og 23de Juli, det som i efterfølgende Sang fortælles, andgaaende Mandsætteren, tilhørende Gaarden søndre Storruste i Hedalens Annex i Søndre Ourdals Præstegjeld, hændte den første ovenskrevne Datto.

Bemeldte Vandflod gjorde en utalig Ruin og Skade i de fleeste af Norges Egne, mest her sønden Fielsk, i det at baade Mennesker og Qvæg ynkerlig omkom, og Huser, Ager og Enge ødelagdes, hvilket ey meldes om i denne efterfølgende Sang som forfattet af Skoleholder i ovennevnte Annex Christopher Mickelsen Rustøe, samme Aar.

Kan synges med sin egen Melodie, som en hver finder for godt.

O Herre almæktige Jorderigs Dommer!
Hvor underlig ere dine Veie og Raad.
Hvor længe du haler til Dommen du kommer.
De Gode til Glæde, de Onde til Graad.
Kom Jesu! kom hid, vi venter den Tid.
Ja kom Herre Jesu, forløs os af strid.

Du lader os kjænde dein almæktige Skaber!
Du bryder dein skabning, som Seer med din Haand:
I dette Aar vi det befundet og haver.
Thi er vi bedrøvet i Hjerte og Aand.
Forbarme dig nu, og kom os i hu,
Forbarmende Fader! forbarme dig Nu.

Vi saae det i Sommer, vi saae det en Stykke.
At Jorden udbrast med en strømmende Lyd.
Thi da forgik Ager og Eng som vi dyrke
Som før havde været til Gavn og til dyd.
Det gikk hen i Smuld. Til sorteste Muld.
O Herre barmhjertig, vær naadig og huld.

En regn udaf Skyerne monne nedfalde,
Som Gud den almæktig i Klæder indbandt,
Men der hans Tid kom, at han vilde det kalde.
Det stridende ovenpaa Jorden Nedfaldt.
Og gjorde den skjør. Jeg sige det tør,
At aldrig i vor Tid sligt Vandfald var før.

Da gikk det i løbet som stridende Strømme,
Der før havde staaet fastvoxende Trær.
Det monne alt ned udi Dalene strømme.
Saa det var stor Ynk og stor Skræk til at see
I Ager og Huus, og Enge blev Gruus.
De bleve nedtage med Suus og med Duus.

Dog Mark og Formue var ikke saa meget,
Som Folket der ynkelig bleve bragt om.
Blandt andet har hørt og i Sandhed kan sige,
Sex Mennesker her i Hedalen omkom.
Med Ynk og Skrig. De bleve til liig.
Før have vi aldrig hørt Hendelse sliig.

Aarsagen til dette, de alle blev dræbte,
Var at en Jordskred fra Fieldet udgik,
Den var saa forferdelig lot sig ei hefte,
Men skred ud i Elven og overhaand fik,
En sætter der laa, med Folk og Fææ paa,
Det maate alt under i Gruset forgaae.

Vel vare de Otte i Strømmen mon drive,
Men Herren han frelste to Piger fra død,
Han mone dem spare ved Helsen og Livet
Endog at de vare i selvsamme Bod.
De andre blev knust, og Livet her mist,
Dog er de henfarne til Evigheds frist.

Gjenlevende Venner og Slækninger, sørger,
For de til sin Hvile saa plutselig gik.
Var det ikke godt maate jeg Eder spørge?
Naar Herren tok Sjælen hvad Ende de fik?
De gik til sin Gud, fik hastelig Bud,
De skulle for hannem udpyntes til Bruud.

Vi bør det ei glemme, men stedse hukomme,
Hvad Herren han gjorde og skabte os til.
At vi skal henrykkes, og vi skal for Dommen.
Saa vi vandre varlig og ikke fare vild,
Som mange nu gjør, og hastig bortdøer,
og graven den skjuler forinden sin Dør.

At regne al Skade, det er mig formeget,
Thi Herren har sagt, at det maa være nok.
Jeg meget har seet og hørt mange har klaget.
Men Herren gav, Herren tog, Herren ske tak.
Vi bøie os ind, med Hjerte og Sind
og dertil paa Gudsfrygt at lægge Vind.

Vær naadig mod dennem, som døden faldt paa.
Du hastelig Somme til graven henkomme,
og andre langsomme fra verden bortgaar.
Din Viisdom er stor, i Høihed du bor,
Du gjør som du lyster med Dit her paa Jord.

«Skoleholder» Kristoffer Mikkelsen Ruste 1759-1817 var den første læreren i Hedalen og fikk navnet Rusteskulemesteren. Han virka som lærer i tida 1785-1815. Han skrev en innberetning om Storofsen. Hans innberetning på vers ovenfor er gjengitt i Tidsskrift for VALDRES HISTORIELAG, 41. årgang 1964, side 161 (som del av en artikkel).

—————————————————————————————————————–

«Storofsen»: En voldsom flom som fikk navnet «Storofsen» herjet store deler av  Sør-Norge 22. og 23. juli 1789.

Årsaken til flommen var sein og rask snøsmelting i fjellet og uvanlig mye regn i juli. Det var særlig Gudbrands­dalen det gikk ut over, men også Møre, Gauldalen, Østerdalen, Valdres og Numedal ble sterkt berørt.

I Vinstra­dalen ble landskapet delvis endret på grunn av store jordras, men også i Vågå og Frons­bygdene var skadene store. Vannstanden i Lågen var opptil sju meter over det normale, og elva fylte hele dalbunnen.

Hus, tømmer, husdyr og vrakgods fløt om hverandre i strømmen. Mjøsa ble nærmest helt dekket av trær og avfall. Det hevdes at det tok nesten to år før Norges største innsjø var noenlunde rein igjen.

Storofsen» fikk katastrofale følger for folk i de berørte områdene. En mengde mennesker var husløse og utarmet, og de fikk liten eller ingen hjelp av myndighetene. I alt var det 68 mennesker som mistet livet, 6 av disse i Hedalen. Katastrofen førte til en viss utvandring av gudbrandsdøler til Målselv i Troms.  (Kilde: «Dagsavisen» og «Norges historie i årstall».)