Sagnet om Hedalskjørkja

De fleste i Hedalen kjenner vel sagnet om skytteren som fant Hedalskjørkja i skogen etter Svartedauden.

Sagnet var med i Andreas Fayes «Norske Sagn» 1833. Faye var den første som samla og publiserte norske folkesagn og var dermed en forløper for Asbjørnsen og Moe, som kom noe seinere.

Boka til Faye er utgitt på ny i år (i mer leselig form), så dermed er sagnet for så vidt igjen aktuelt.

Faye skriver slik:

Hedals Kirke i Valders

«Urokket end den gamle Kirke stander
Med tykke Mure og med spaanlagt Tag;
Høit hænger i dens Chor, et Seiersbanner,
Den fældte Bamses Skind den Dag i Dag;
Og vidt igjennem mange Nabodale
Om Hedalsklokkens Klang gaaer Rye og Tale.»

C. N. Schwach.

Ogsaa i Valders afsides liggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde.

Mangen Gaard og eenlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov, og blev aldeles forglemt af de tilbage blevne Indbyggere, og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere.

Blandt disse fordum beboede, men da øde, Steder vandrede, saa lyder Sagnet, en Skytte for flere Aarhundreder siden omkring for at skyde Ryper.

Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træe, hørte han Pilen støde an mod Noget, der gav en forunderlig Klang fra sig.

Nysgjerrig nærmede han sig Stedet, og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke.

Ifølge den gjængse Troe, at saadanne Ting strax forsvinder, hvis man ei ved at kaste Staal over samme kan tilintetgjøre Troldommen eller Forblindelsen, greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken.

Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag blev kaldet Ildjarnstad.

Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøglen stod i Kirkedøren, som var halv aaben.

Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod havde en stor Bamse taget sit Vinterhie.

Denne blev fældet af den raske Skytter og dens Hud blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken, hvor Levninger af en stor sort Bjørnehud endnu findes.

I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en lille Messingkirke, samt 4 store Klokker og en lille.

Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsagede den Klang, som gjorde ham opmærksom.

Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei.

Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand faldt den i samme, «og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende.»

I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt, thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord.

Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg, og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød «Gud skee Tak, nu har vi den da;» men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet. (Mundtligt).

Anm. Efter et Sagn, som Kraft i sin Beskr. over Norge (2, 208,) meddeler, blev Kirken for omtrent 400 Aar siden funden af to Skyttere.

«De svære Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke har været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitværk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stiil, er senere udvidet og forsynet med Orgel.

Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekiste i Form af en Kirke, overtrukken med Messing, et Røgelseskar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen.»

C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aargang S. 206).

I merknaden mot slutten i Fayes tekst går det fram at sagnet har blitt omtalt før, nemlig i en såkalt topografisk beskrivelse av Norge av Jens Kraft i 1821. Og det er Kraft Faye siterer i Anm.

Men det var nok Faye som gjorde sagnet kjent for allmennheten. Dessuten har han med noe om klokkene som ikke finnes hos Kraft.

Faye skriver til slutt her (Mundtlig), og det er trolig denne delen han har hørt direkte fra folk fra området.

Faye gikk i studietida ofte lange fotturer om sommeren sammen med kamerater. Det er ikke noe som tyder på at han var i Valdres, men han var iallfall på Hadeland og Ringerike og møtte også folk fra Valdres, iflg. Jahr (2021), så han kan ha hørt dette på en slik tur.

Faye tar med her et dikt av C.N. Schwach, en bekjent fra deres felles tid i Arendal. Det ble trykt tidlig på 1820-tallet. Schwach kjente trolig sagnet fra Kraft.

Hvor mye som er sant i dette sagnet, kan nok diskuteres. Både Sørlie (1974) og Øigarden (2013) sier at dette er et vandresagn som er fortalt om flere kirker.

Men det kan virke som denne versjonen om Hedalen er den mest kjente. Og Hedalen var neppe noen gang helt avfolka etter Svartedauden (1349–50), men bjørneskinnet er gammalt nok, trolig fra 1300-tallet iflg. forskerne (Øigarden 2013).

Det kan også nevnes at sagnet har inspirert flere, bl.a. eventyrtegneren Th. Kittelsen, som i «Svartedauen» har gjengitt og illustrert sagnet på sin måte, men uten å nevne Hedalen.

Kilder

Faye, Andreas, 1833: Norske Sagn. Arendal. Opptrykt 2026 av bokselskap.no.

Les «Norske Sagn» hos bokselskap.no

Jahr, Ernst Håkon, 2021: Nybrottsmannen Andreas Faye. Oslo: Novus.

Kittelsen, Th., 1900: Svartedauen. Opptrykt 1993.

Se «Svartedauen» hos Nasjonalbiblioteket

Kraft, Jens, 1821: Topographisk-Statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge af Jens Kraft: Anden Deel. Christiania: Grøndahl.

Sørlie, Mikjel, 1974: Hedalskyrkja i Valdres. Gjøvik: Mariendals boktrykkeri.

Les «Hedalskyrkja i Valdres» hos Nasjonalbiblioteket

Øigarden, Anne Hilde, 2013: Hedalen stavkirke. Oslo: Novus.